websitetemplate.org
Præsentation > Publikationer > Artikler
 
 
 

Artikler

Denne artikel blev bragt i Sundhedsplejersken nr. Juni 2008. v/ AM Glavind

 

"Faglige forandringsprocesser i Sundhedsplejen"

  • Et metodeudviklingsprojekt i Sundhedsplejen, der har fokus på en kvalificering af den tidlige og tværfaglige indsats, og på sundhedsplejerskens arbejde som ”en reflekterende praktiker” i mødet med sårbare og socialt udsatte familier.

Indledning:
Artiklen redegør for, hvordan det i en tid med store organisatoriske forandringer samtidigt er lykkedes for en nyfusioneret gruppe på 20 sundhedsplejersker at skabe forandring i deres faglige praksis. Der er bevidst fokuseret på udviklingen af metoder, der kvalificerer den tidlige indsats og det tværfaglige samarbejde over for sårbare og socialt udsatte familier.

Processen fandt sted fra 2005-2008 i Ny Skanderborg Kommune. Det beskrives, hvordan der i denne projektperiode på 2½ år opstod et kreativt samspil mellem supervisor, leder og sundhedsplejersker (shpl), som gjorde det muligt sammen at udvikle og afprøve:

• ”Praksissupervision” - en supervisionsform i praksis hvor hensigten er at fremme sundhedsplejerskens evne til at arbejde som ”en reflekterende praktiker”(Jensen og Johnsen, 2002) ved at fokusere på analyse og refleksion over såvel brugbar teori som tidligere praksiserfaring før, under og efter besøget hos familien, i et samarbejde med supervisor
I projektperioden blev der også udviklet en analysemodel, der hjælper til en tidligere opsporing af relationsforstyrrelser og valg af interventionsfokus, samt to interventionsmetoder, der kvalificerer sundhedsplejerskens arbejde med forældre -  barn - samspillet. Model og metoder er beskrevet nærmere på
www.am-glavind.dk

Sårbare og socialt udsatte familier skal her forstås som familier, der kan være fra alle sociale lag, som kortvarende eller vedvarende og af forskellige grunde kan være i en sårbar periode, og hvor der kan spores begyndende tegn på en relationsforstyrrelse. Det kan fx være forældre med en psykisk sygdom, forældre der har født for tidligt, forældre med en efterfødselsreaktion, forældre der selv er blevet omsorgssvigtede som børn, etc.
En relationsforstyrrelse kan forstås som kommunikationsproblemer og mangelfuld forståelse for og evne til at imødekomme barnets behov, såvel før fødslen som efter. Forstyrrelserne kan hos forældrene vise sig som, parproblemer, stress, udtalt træthed, angst og som ambivalente følelser overfor barnet, m.m. Samspillet kan være præget af et barn der enten er meget uroligt eller passivt, og som er vanskeligt for forældrene at aflæse og regulere ind i en spise- aktivitets- og soverytme (AM Glavind, 2005).

Sundhedsplejersken som den gennemgående fagperson i samarbejdet med de sårbare og socialt udsatte familier
I den senere tid har der i medierne været megen fokus på den mangelfulde tidlige familieindsats fra det offentliges side. Fjernsynsudsendelser som ” Er du mors lille dreng ”og de efterfølgende verserende familiesager om omsorgssvigtede børn i Århus Kommune har understreget vigtigheden af, at vi som shpl er i stand til at kunne begrunde vores bekymring ud fra faglige parametre. Og at vi kan og tør handle på det, vi ser. Det betyder, at vi også kan være ”nødt til ” at være den faggruppe, der intervenerer tidligt i de sårbare og socialt udsatte familier. I vanskelige familiesager skal vi også kunne arbejde tværfagligt og som en ”politisk samaritan”, når situationen kræver det af os (Martinsen, 1994). Men er det vores opgave, og hvis det er – er vi så klædt på til den opgave?
Mange fagpersoner har i tidens løb gjort sig til fortalere for, at netop shpl kunne være den faggruppe, der i højere grad arbejdede med de sårbare og socialt udsatte familier. I den sammenhæng fremhæves det også, at der i arbejdet med sårbare og udsatte familier er behov for en grundig introduktion til området samt tværfaglige kurser og supervision. Således påpegede Per Schultz Jørgensen for en del år siden, at ”der savnes en reel behandlingsindsats i det “grå felt” mellem det generelt forebyggende og den direkte be¬handling, der resulterer i, at en tidlig indsats ofte for¬ha¬les. Sundhedsplejen fremstår “som den generelt bedste indgang til en forebyg¬gende ind¬sats- også til at søge situatio¬nen bedret” (Jørgensen, 1993).
 Et synspunkt han ofte selv har fulgt op på over årene. Synspunktet har blandt andet været støttet af Inga Axelsen, der har været fortaler for at 50 % af sundhedsplejerskens tid skal gå til de belastede fami¬lier (Axelsen, 1998). Og i Sundhedsloven af 24. juni 2005, § 123 og § 120 stk. 2. fremhæves det ligeledes, at den kommunale forpligtigelse overfor udviklingen af en tidlig indsats til børn og unge med særlige behov og det tværfaglige samarbejde bør styrkes.

Mangel på tværfagligt samarbejde kan forhindre en tidlig familieindsats
I mit arbejde, som udviklingskonsulent, har jeg gennem de sidste 6 år samarbejdet med forskellige kommuner om udviklingen af en tidlig familieindsats. Jeg har erfaret, at sundhedsplejersker indgår i arbejdet med de sårbare og socialt udsatte familier på mange forskellige måder og ud fra forskellige forudsætninger og præmisser.
De gennemgående problemer ser ud til at være en manglende tværfaglig forankring, koordinering og en fællesfaglig referenceramme. Den måde en faglig bekymring bliver udtrykt på i en faggruppe forstås ikke altid umiddelbart i en anden faggruppes terminologi. Det kan få den betydning, at indsatsen bliver ukoordineret og forsinket, og shpl efterspørger generelt mere undervisning i og supervision på, hvordan de enten selv kan intervenere eller motivere familien til anden behandling.
Et tema der ofte er omdrejningspunktet for en supervision er, hvornår noget er for bekymrende, og hvordan denne bekymring fagligt dokumenteres og beskrives, så den også kan forstås af andre faggrupper. Som Per Schultz Jørgensen er citeret for ovenfor, så efterspørger mange shpl netop metoder, hvormed de kan kvalificere deres indsats ”i det “grå felt” mellem det generelt forebyg gende og den direkte be¬handling”( Jørgensen, 1993, s.8-42).

I Ny Skanderborg Kommune oplevede sundhedsplejerskerne således, at der i samarbejdet med andre faggrupper om de socialt udsatte familier kunne opstå misforståelser. Familierne manglede, at indsatsen mellem de forskellige faggrupper var bedre koordineret. De oplevede, at de enten ingen hjælp fik, eller at alle gjorde noget på en og samme tid. Shpl valgte at starte ud med en undersøgelse og kvalificering af den sundhedsplejefaglige del af den tidlige indsats til kommunens sårbare og socialt udsatte familier, hvorfor der i 2005 blev ansøgt om ”Satspuljen på sundhedsplejen og anden tværfaglig indsats til de socialt svageste gravide og spædbørnsfamilier” (2005-2007).

Processen i metodeudviklingsprojektet i Ny Skanderborg Kommune
Shpl ansatte to konsulenter med en systemisk tilgang, hvoraf jeg var den ene. Af det indledende fokusgruppeinterview fremgik det hvilke områder, der i projektet særligt skulle satses på for at udvikle den tværfaglige og tidlige familieindsats. Ud fra besvarelserne, blev der sammensat et program, der matchede dette behov. Kursusprogrammet kan læses i sin helhed på
www.am-glavind.dk I det indledende fokusgruppeinterview blev der blandt andet spurgt til, hvilke faglige kompetencer shpl anvendte i det tværfaglige samarbejde og i arbejdet med de sårbare og socialt udsatte familier. Dernæst blev der spurgt til, hvad der kunne hæmme og fremme en tidlig opsporing af relationsforstyrrelser, og hvad der skulle tilføres for at kvalificere en tidligere opspo- ring og intervention i samspillet.
Sundhedsplejerskernes respons
”I det tværfaglige arbejde er det vigtigt, at vi kan fremstå med en tydeligere faglighed, og vi skal blive bedre til at sætte en kontekst for de møder vi indgår i! Vi mangler viden om relationsforstyrrelser i graviditeten og i den første tid efter barnets fødsel ”. Vi mangler teoretisk viden men i særlig grad mangler vi træning i at kunne arbejde med forældre- barn - samspillet i praksis. Vi har brug for øvelse i, hvordan vi taler om det, vi ser, såvel det positive, som det der bekymrer ”, fortæller shpl.
Ud fra ovenstående tilbagemelding fra shpl, blev projektet tilrettelagt i to dele. I hver del var der fokus på såvel indhold som proces.  Del 1 havde fokus på den teoretiske undervisning, der blev tilrettelagt som 3 temadage, hvor der var fokus på formidling af den systemiske kommunikations- teori (Jensen, 1994), udviklingspsykologisk teori og tidlig indsats teori- og metode. Der blev også i del 1 givet supervision på de opsporede familier med relationsforstyrrelser i to forskellige supervisionsgrupper, og shpl fik supervision på deres kommunikationsstil og udviklingsmål. Del to havde primært fokus på supervisionen til den enkelte sundhedsplejerske i praksis i forhold til metodeomsætning og kommunikationsstil.

Beskrivelse af projektet
Overordnet mål:
• At shpl bliver i stand til at spore de spædbørnsfamilier og gravide, der viser begyndende tegn på relationsforstyrrelser, og at hun bliver i stand til at intervenere tidligt i samspillet, der hvor der er opstået lettere relationsforstyrrelser eller motivere til en anden tidlig behandling
• At shpl i samarbejde med leder og konsulent får erfaringsopsamlet, beskrevet og i praksis afprøvet en analysemodel og interventionsmetoder, der kvalificerer og fokuserer den tidlige indsats over for de sårbare og udsatte familier
Delmål:
• At shpl såvel i praksissupervisionen som i gruppesupervisionen får arbejdet med udvikling af egen kommunikationsstil og -metode
• At shpl får udviklet kommunikationsredskaber, der gør det muligt at motivere de sårbare og socialt udsatte familier til en tidlig indsats

Hvad forstås ved en metode
Vi har i projektet defineret en metode, som ”de overordnede principper, der tages udgangspunkt i, når vi forholder os til vores opgave eller problem. Metoder er således ikke konkrete handlinger, men kan udmøntes gennem handlinger. Handlinger kan også være teknikker og teknikker er en del af vores samlede kommunikationsværktøjskasse. For at undgå at metoder og teknikker bliver til statiske modeller, reflekteres før, under og efter et samarbejde med en familie. Denne arbejdsmetode sikrer, at der er en intention en tilpasning og en fokusering af metoder/teknikker til hver enkelt families situation ”. (AM Glavind, 2005, s.10).

 

 

2. refleksion
• Foregår på besøget
3.refleksion
• Efterrefleksion efter besøget hos familien med udgangspunkt i analysemodel- og spørgsmål, sundhedsplejerskens læringsmål, supervisors tilbagemelding og forberedelse til næste besøg.

www.am-glavind.dk ses en oversigt over metode og analysemodel samt de analysespørgsmål, der refereres til i praksiseksemplet.

Praksiseksempel
Shpl (Lene) har i 4 mdr. samarbejdet med et forældrepar, der mistede den ene af deres tvillinger (Marie) ved fødslen. Forældrene fik at vide på hospitalet, at der også var en risiko for, at de ville miste den anden tvilling (Maja). Maja overlevede. Forældrene har derudover en søn på 6 år. Lene har arbejdet intensivt med især moderen (Tine) og dennes sorgproces. Faderen (Troels)  har deltaget en enkelt gang. Shpl er nu blevet i tvivl om sit faglige fokus, fordi Tine fortæller hende, at hun ikke kan få øjenkontakt med Maja. Hun fortæller, at når hun sidder med Maja på skødet, er hun vanskelig at fange, Majas blik søger udad i rummet. Lene er i tvivl om, der er en relationsforstyrrelse, og hvordan hun i så fald kan arbejde med samspillet. Hun synes at balancegangen mellem at støtte moderen i bearbejdelsen af sin sorg, men også at støtte mor i at give plads til den følelsesmæssige tilknytning til Maja, har været vanskelig. Familien bliver spurgt, om de vil deltage i projektet, hvilket de siger ja til. De orienteres før besøget om supervisors rolle under besøget.

1.refleksion
I refleksionen før besøget forandrer Lene sit faglige fokus for det næste besøg og forbereder sig på den udvalgte metode. Ved at genlæse teori om sorgprocessen (Davidsen & Leick,1996), når hun frem til, at moderen er ved at frigøre sig fra fortiden, har erkendt tabet og nu lever med det. Hun er begyndt at kunne være til stede i nuet og er begyndt at interessere sig for sit forhold til Maja. Derfor bliver det nu muligt for Lene at ændre fokus og arbejde med samspillet i situationen. Lene vælger videosamspils metoden, fordi hun ved hjælp af analysespørgsmålene kan se, at hun ikke kan svare på, om forældrenes samspil er nuanceret, timet og afstemt i forhold til barnets initiativer og udviklingsniveau. Hun ved ikke, hvordan forældrene samarbejder – om mor giver plads til far i samspillet etc. Lene finder i forberedelsen ud af, at hun har fokuseret for lidt på, hvilket forældrepotentiale Troels har, og om dette mulige potentiale får plads nok. Hun vælger derfor at ringe til familien og invitere Troels til at deltage i videosamspilsmetoden. Lene er også i tvivl om, hvordan en relationsforstyrrelse kan se ud, og om det moderen er nervøs for vedr. øjenkontakten kan betegnes som en relationsforstyrrelse, hvilket hun vil bruge videosamspilsmetoden til at afdække. Lene ønsker bagefter supervisors feedback på, om hun holder nok pause, spørger nok, er anerkendende og får gjort meningen med besøget og den ”ny” metode” klar nok for forældrene. Hun ønsker i situationen at blive aktivt støttet af supervisor, dersom hun ikke overholder den aftalte kontekst for besøget.

2.refleksison
Efter besøget får Lene feedback på sine læringsmål. Hun opdager blandt andet, at hun med videometoden får en naturlig pause og refleksionsmulighed i situationen – som hun ellers ikke er vant til i besøgene. Lene erfarer også, at det har været nemmere at holde konteksten for besøget, fordi hun på forhånd har afgrænset besøget til at handle om samspillet imellem forældre og barn, med fokus på det, der fremmer og udvikler en god kontakt mellem Maja og forældrene. Hun er overrasket over, at hun i situationen når at få svar på mange af de spørgsmål, hun før var usikker på.


I analysen af videoen overraskes Lene igen, da hun nu kan se, hvad der i samspillet fører til, at Maja kan være vanskelig at fastholde i kontakten. Det fremgår, at Tine holder Maja for tæt ind til sig, som om hun stadig var et spædbarn og ikke et barn på snart 5 mdr. Maja viser, at hun helst vil se på sin mor, når hun er lidt mere i afstand til hende. Moderen er også lidt for hurtig i sine initiativer, og Maja når ikke at respondere. I stedet ser hun væk.
Ved at anvende analysespørgsmålene og læse dele af D. Sterns teori (Stern.1997,1998), der omhandler kvaliteten af samspillet og den følelsesmæssige udveksling i samspillet, opdager Lene, at faderens tempo og indføling i forhold til Maja er mere afstemt end moderens. Kunsten bliver nu at give en udviklingsorienteret videosamspilstilbagemelding, hvor begge forældre opkvalificeres på deres forskellige styrker og med udgangspunkt i det, som Maja profiterer mest af i samspillet med hver af sine forældre.
Lene analyserer sig sammen med supervisor frem til, at der her er tale om en mor, hvis forældredannelsesproces er forsinket, sikkert som følge af den sorgproces, der har fyldt i de første 3 mdr. Moderen er nu parat til at tage imod Maja følelsesmæssigt. Hun handler som en mor, der netop har født, ved at holde Maja såvel psykisk som fysisk tæt ind til sig. Maja, der er blevet 5 mdr. protesterer, fordi hun er et andet sted i sin udvikling og ikke har været vant til, at moderen holdt hende tæt ind til sig i de første mdr. I samspillet med faderen går det bedre. Det viser sig da også, at han har været den primære forældre for Maja i de første mdr.


Inden det 2. besøg hos familien, hvor supervisor også deltager, gennemgår Lene og supervisor sammen de udvalgte videoklip og finder frem til de vigtigste fokusområder i tilbagemeldingen. Fokus er på de samspil, hvor Tine er mest i ro og nede i tempo, og hvor den bedste kontakt ses, hvilket vil sige i de samspil, hvor der er lidt afstand mellem Tine og Maja. Der vises også et videoklip, hvor der er mulighed for udvikling, og hvor Lene giver ide til, hvad moderen kan gøre mere af. Lene instrueres af supervisor i, hvordan hun med videotilbagemeldingen kan intervenere på en måde, så hun i stedet for at spørge til, hvad moderen tænker, spørger til det Tine kommer til at mærke og føle, når hun ser sig selv gengivet i samspillet med Maja. Supervisor anbefaler Lene, at arbejde i et langsommere tempo, end hun plejer, fordi det at arbejde med andres følelsesmæssige tilgængelighed fordrer et langsommere tempo. Troels har ikke efterspurgt noget specifikt, som han ønsker at få tilbagemelding på.  Lene vælger derfor, at beskrive for Troels, hvorfor det han gør i samspillet med Maja, fremmer hendes evne til at være i kontakt. Det aftales at Lenes videotilbagemelding til familien videooptages af supervisor, med henblik på Lenes læring.

3. refleksion
Udpluk af det Lene reflekterede over bagefter: ”Det var vigtigt for familiens fremadrettede og fælles proces med at blive en familie, at jeg blev mindet om at få faderen inviteret med i forløbet. ” Det var godt for mig at mærke, hvad det gør ved kommunikationen, at jeg selv kommer ned i tempo, særligt når jeg har at gøre med en mor, der selv er meget oppe i tempo. Det virker at spørge ind til, hvad forældre mærker i stedet for at spørge til, hvad de tænker, når man ønsker at fremme det, forældre mærker og føler i samværet med deres barn.” ”Det virker også, at arbejde med en positiv tilgang, ved at vise og tale om det, der lykkes for forældrene i samspillet, uden dog at glemme at arbejde med det, der også bekymrer forældrene”.” Efter den direkte supervision og videooptagelsen af min egen videotilbagemelding til forældrene, har jeg fået øje på, hvordan jeg arbejder anerkendende. Det har været rigtig godt, at få øje på det, for jeg så det ikke selv. Det har været fantastisk, at få direkte supervision og anerkendelse på ens eget praksisfelt” For det er ikke muligt i en almindelig supervisionsform, at bringe hele den virkelighed, man oplever i praksis med ind i supervisionsrummet. Det er fx vanskeligt at gengive en kommunikation”. Nogen uger senere fortæller Lene, at begge forældre har responderet positivt på metoden, og at kontakten mellem mor og datter er blevet bedre. Lene har for første gang hørt Tine fortælle om Maja uden bekymring. Det virker, siger Lene, som om begge forældre er blevet mere fælles om forældeansvaret, og sammen kan gøre sig forestillinger om deres fremtidige familieliv.

Konkluderende betragtninger på det samlede projekt
Af det afsluttende fokusgruppeinterview fremgik det, at shpl i dag oplever, at de i højere grad end før projektstart bruger og omsætter teori til praksis. De er mere bevidste om egen kommunikations stil og virkemidler og anvender den systemiske kommunikationsform, (Jensen P. 1994). De vælger bevidst mellem flere forskellige interventionsmetoder, afhængig af hvilken familieproblematik de står overfor. Shpl har erfaret, at metoderne har overføringsværdi til familier med større børn. Projektet har betydet, at de i dag oplever sig bedre fagligt klædt på, set og hørt i det tværfaglige samarbejde. Gruppen konkluderer, at det at kunne arbejde som ”en reflekterende praktiker”, hvor refleksionen prioriteres, kvalificerer deres samarbejde med de sårbare - og udsatte familier. De peger på supervision som en nødvendig del af praksis. En af deltagerne formulerer det sådan:
• ”Det der ville kunne hindre, at jeg fortsatte med at anvende tidligindsatsmetoder og kommunikationsmetoder mere bevidst som hjælp til en fokuseret og fagligt baseret indsats i min sundhedspleje – ville være mangel på øvelse. For at fortsætte den udvikling vi har startet, vil det være nødvendigt at øve sig videre for at bevidstgøre feltet, og at vi arbejder mere sammen om det. Men det at bruge hinanden, kan ikke erstatte at have en supervisor med ud i felten. ”
Lederen af sundhedsplejen, Bodil Lauridsen, har blandt andet erfaret, at en af projektets sidege- vinster har været, at den nyfusionerede gruppe qua supervisionen og temadagene, hurtigt har lært at samarbejde og trække på hinandens forskellige kompetencer i en travl hverdag.

Konsulentens kommentarer:
Jeg mener, at projektet har været med til at afklare, at sundhedsplejersken ved at arbejde som en reflekterende og metodisk fokuseret praktiker, kan fremstå med en tydeligere faglighed i det tværfaglige samarbejde. Hun vil derfor også kunne være den gennemgående fagperson i sårbare og udsatte familier, og dermed bidrage til en kvalificering af den tidlige familieindsats.

Refererencer.
Axelsen, Inga. (1998). Sundhedsplejerskens arbejde med familier med særlige behov. Forelæsning. DSH, Afdelingen i Århus.
Davidsen, Marianne Nielsen & Nini Leick. (1996). Den nødvendige smerte – om sorg, sorgterapi og kriseintervention. Socialpædagogisk Bibliotek.
Glavind, AM m.fl.(2005). Rapport om metodeudvikling i Vuggestedet.
Jensen, P. (1994). Ansikt til Ansikt – system og familieperspektivet som grundlag for klinisk sykepleie. Gyldendal ad Notam
Jensen Torben K. og Johnsen Tommy J.(2000). Sundhedsfremme i teori og praksis. Philosophia.
Martinsen, Kari. (1994). Fra Marx til Løgstrup. Om etik og sanselighed i sygeplejen(1. udgave). København, Munksgaard.
Jørgensen, Per Schultz (et. al). (1993) Risikobørn. Hvem er de - hvad gør vi? Det Tværministerielle Børneudvalg. Socialministeriet. Sikon.
Stern, Daniel N.(1997). Moderskabskonstellationen: Et helhedssyn på psykoterapi med forældre og små børn. Kbh. Hans Reitzels Forlag.
Stern, Daniel N.(1998). De første seks måneder. Hans Reitzels Forlag.


"Det er mig, der snakker"
Tidligere hed det bare kolik. I dag fokuseres der på at forstå, hvad det lille barn fortæller os, når det har ”ondt i maven”


Af Merete M. Laustsen, journalist på Børn&Forældre.


- Et spædbarn, der græder meget, virker anspændt og ikke tager på i vægt, er ofte blevet kaldt et kolikbarn. Symptomerne bliver ofte tolket som tegn på smerter i forbindelse med fordøjelsen, men større indsigt i spædbarnssprog har betydet, at man nu forstår barnets reaktion som en mulig tilkendegivelse af, at det ikke føler sig forstået af sine forældre – forklarer Tidlig Indsats Konsulent &Terapeut Anna Marie Glavind, der til daglig arbejder på Vuggestedet.
Vuggestedet startede som et projekt i 1998. Formålet var blandt andet at udvikle metoder, der understøtter det gode samspil mellem forældre og spædbørn. Siden 2001 har Vuggestedet været et permanent behandlingstilbud til alle typer spædbørnsfamilier.
- Vi anerkender, at forældre er eksperter på deres eget barn, og samarbejder med dem ud fra deres ønsker. Vores mål er at understøtte og udvikle det intuitive forældreskab, vi alle sammen har i os, forklarer Anna-Marie Glavind.

- De fleste forældre ønsker instinktivt at imødekomme barnet, men specielt i den første tid kan forældre føle stor usikkerhed i forhold til at forstå, hvilke behov deres barn forsøger at kommunikere, forklarer sundhedsplejerske i Århus Syd, Tina Schjødt.
Usikkerheden påvirker måske især mødrene, der traditionelt forventes at vide, hvordan man tager sig af et lille spædbarn. Men i dag er viden om små børn, deres behov og udtryksformer hverken en selvfølge eller kønsbestemt. Flertallet har haft mindre kontakt med børn, end man havde tidligere, blandt andet fordi den naturlige omsorg for de mindste i en søskendeflok udebliver, når flertallet af familier består af to voksne og to næsten jævnaldrende børn. Samtidigt er værdier som uddannelse og karriere høje prioriteter både for kvinder og mænd, og fokus for begge køn har i højere grad været på at dygtiggøre sig uden for end inden for hjemmet.
- Tidligere stod kvinderne måske stærkere end mændene i forhold til at tage sig af et lille spædbarn, fordi de gennem deres opvækst var blevet socialiseret til at tage sig af andre. Men det er ikke på samme måde tilfældet i dag. Det er utroligt vigtigt, at forældre samarbejder. Både mor og far har deres at bidrage med til barnets udvikling, understreger Anna-Marie Glavind.
Tina Schjødt gør i sit arbejde som sundhedsplejerske også meget ud af at opbygge forældrenes sikkerhed omkring deres evne til at forstå barnet rigtigt.
- Jeg tager altid den positive vinkel og bekræfter forældrene i det gode, de gør. Derigennem oplever jeg, at forældrene vokser med opgaven, fortæller Tina Schjødt.
Dorthe Gårdbo Rasmussen, mor til Jakob på 6 måneder og Mathilde på 4 år, har været vant til børn både fra den nærmeste familie og gennem sit arbejde som underviser i rytmik. Af faglig og personlig interesse har hun læst rigtigt mange af de bøger om børn og pædagogik, som findes på markedet.
- Jeg har egentlig aldrig følt den store usikkerhed i forhold til børn. Det skyldes nok, at jeg har fået så mange informationer om, hvad jeg kan forvente, og at jeg har dannet mig nogle tanker om, hvordan jeg ønsker, tingene skal være. Samtidigt tror jeg også, at det handler om at komme ind i en god cirkel. Hvis man oplever, at éns første træk virker, så gør éns næste det nok også, mener Dorthe Gårdbo Rasmussen.


Artiklen er fra 2005.

 

 

Forløbet i praksissupervisionen
1.refleksion
• Shpl beskriver den udvalgte familie for superviser
• Supervisor og shpl analyserer sammen, ud fra analysemodel og spørgsmål, med henblik på at finde fokus for intervention og valg af interventionsmetode i familien
• Interventionsmetoden tilpasses den aktuelle familie
• Dialog med shpl om egne læringsmål vedr. personlig kommunikationsstil og tidlig interventionsmetode
• Supervisor henviser til relevant litteratur som en del af forberedelsen til interventionen
• Konteksten afklares i forhold til shpl forventning til supervisers rolle under besøget hos familien

De metoder der henvises til i artiklen er beskrevet i menuen Metodeudvikling i Ny Skanderborg Kommune